Når man taler om ”menneskelige handlinger” taler man om formålsfyldt adfærd. Med andre ord, er en handling et menneskes vilje, der igangsættes og udføres og som sigter til at opnå et mål; det er ego’ets meningsfulde svar på stimuli og det omkringliggende miljø; og det er menneskets bevidste tilpasning til universets tilstand. Hvilken definition man vælger er i princippet ligegyldig.
Når den formålsfyldte adfærd pr. definition er bevidst, må den også stå i skarp kontrast til ubevidst adfærd; altså til reflekserne, der ufrivilligt aktives når kroppens nerveceller stimuleres. Det er ikke altid nemt at sige, om en konkret adfærd er udslag af noget frivilligt eller ufrivilligt. Ikke desto mindre er der en skarp og tydelig grænse imellem det bevidste og det ubevidste.
Den økonomiske videnskab beskæftiger sig med menneskelige handlinger og ikke de psykologiske begivenheder, der fører til handlingerne. Dette er nemlig noget, som man undersøger indenfor psykologien. Det er også her grænsen imellem praxeologien og psykologien drages: Psykologiens tema er de indre begivenheder, der fører til eller kan føre til konkrete handlinger. Praxeologiens tema er handlingerne i sig selv.
Hermed drages tilsvarende en grænse imellem praxeologien og den psykologiske underbevidsthed: Underbevidstheden er et psykologisk emne og ikke et praxeologisk. Inden for psykologien er det interessant at undersøge, om en handling har sin rod i en klar overvejelse, en glemt hukommelse, undertrykte lyster e.l., som fra sindets dyb rejser sig og, så at sige, styrer en persons vilje. Dette er ikke interessant indenfor praxeologien. For ligegyldigt hvilken psykologisk årsag handlingen har, får denne årsag ikke handlingen til at ændre karakter fra at være en handling til at være noget andet: En handling er en handling.
Drabsmanden, hvis underbevidste trang får ham til at begå sin forbrydelse, og neurotikeren, hvis handlinger for andre kan synes meningsløse, foretager begge deres handling fordi de ønsker at opnå et mål. Der har været en mening bag deres handlinger; og vi kan takke meget af den psykologiske forskning for netop at have afdækket disse psykologiske tilfælde og for derved at bekræfte, at der har været en bevidst mening bag handlingerne.
I øvrigt skal det bemærkes, at ordet ”ubevidst” har forskellige betydning indenfor praxeologien og psykologien. Dette er naturligt, da der er tale om to forskellige videnskaber.
Handling er ikke blot at udvise en præference. Mennesket kan også udvise præferencer i situationer, hvor ting og begivenheder er uundgåelig eller opfattes som uundgåelige. Således foretrækker man måske solskin frem for regn. Ham der kun ønsker og håber men ikke handler, blander sig ikke i begivenhedernes forløb eller tager hånd om egen skæbne. Men det handlende menneske vælger, beslutter og forsøger at nå sine mål gennem sine handlinger. Hvis han ønsker to ting men kun kan få det ene, så vælger han den ene og opgiver den anden. Således er handlinger tosidede; man både får og opgiver noget.
Det at ønske sig noget, at annoncerer hvad man har planlagt e.l., er ikke i sig selv en handling, med mindre, at dét at ønske sig noget eller at foretage en annoncering i sig selv er et mål, som man ønsker at realisere. Planlægningen osv., må ikke forvirres med de handlinger, som de vedrører. Handlinger er noget virkeligt. Det der tæller, er menneskets totale adfærd og ikke hans overvejelser. Når det så er sagt skal det også siges, at en handling ikke nødvendigvis involverer et fysisk arbejde. Når man fortæller en person på gaden, i hvilken retning han skal gå for at komme til det nærmeste supermarked, så foretager man også en handling. At smile eller ikke at smile; at tale eller ikke at tale – begge dele kan være handlinger.
Når man er kommet så langt kan man spørge, om handlinger i den praxeologiske forstand er ”aktive”. Men det er slet ikke nødvendigt at stille det spørgsmål! Indenfor praxeologien sondrer man ikke imellem ”aktive” og ”passive” handlinger. Det at forholde sig passivt er ligeså meget en handling, som det at være aktiv. Mennesket handler hvad end han blander sig eller undlader at blande sig.
Hvad så med viljen? ”Vilje” er ikke et begreb, der kan tilføje praxeologien noget nyt, da vilje ikke er andet og mere, end menneskets evne til at vælge imellem forskellige tilstande, til at foretrække eller tilsidesætte noget og så handle i overensstemmelse hermed.
